Lokkefugle til jagt på vand
Skalfuglene kan også let modificeres til jagt på vand ved at polstre dem med eks. isoleringsmateriale til rør, så de kan flyde. Dermed kan lokkefuglene også bruges til pramjagt eller jagt ved søer. Forbundet med hinanden kan du nemt få en såkaldt slæde, hvor fuglene ligger forlængelse af hinanden, så de ligner en naturtro flok.
Der vil altid være mange måder at lægge lokkefugle ud på vandet. Dog lægger de fleste jægere lokkefuglene ud med line og et lod, der synker og fungerer som anker for fuglene. En del jægere mener det er en fordel at bruge flydende line til at fastgøre fuglene. Med en flydende line undgår du at linen synker ned og sidder fast i bunden af mellem sten. På lavt vand kan fuglene med fordel lægges ud enkeltvis, mens der ved jagt på dybere vand med fordel kan bruges en slæde eller striber/liner af fugle, hvor fuglene er forbundet med hinanden - så er de nemmere og hurtigere at lægge ud og tage ind igen. Laver du en line med mange lokkefugle på, kan det være en fordel at have et lod i begge ender af striben. Har du en lang line, kan de lægges så de danner en bue, ligesom svømmefugle ofte selv vil gøre.
Opstilling af lokkefugle
Der vil altid være mange mulige måder og diskussioner blandt jægere om hvordan lokkefugle bedst skal opstilles, både på land og vand. Diskussionen vil også ofte gå på hvilke lokkefugle man skal have og hvor mange. Mange mener dog, at det har større betydning hvor mange lokkefugle man har og hvordan de stilles op, end hvor dyre de er.
I alle tilfælde er der mange momenter, der kan påvirke jagtens udfald og lokkefuglene er kun ét af dem, selvom de er en vigtig del af jagtudstyret. Derfor vil de fleste jægere også selv eksperimentere med forskellige opstillinger alt efter vejr, vind, hvornår på sæsonen der jages, terræn og tid på døgnet.
Uanset hvilken formation lokkefuglene stilles i, er det en god idé at tage højde for skudafstand og lægge de yderste lokkere med maksimalt 25 meters afstand. Mange fugle vil lande blandt de yderste lokkere, og med en kendt afstand er det nemmere at bedømme skudafstanden korrekt.
Som tommelfingerregel vil fuglene flyve over lokkerne hvis lokkerne stilles op med siden til vinden. Stilles lokkerne op med hovedet mod vinden, vil fuglene ofte forsøge at lande.
De mest brugte lokkeformationer er V-formation, U-formation og flokformationer.
Ved V-formationer stilles fuglene op med V’ets spids mod vindretningen og en mindre åbning i V’et mod jægeren. Er man to eller flere jægere kan man enten udvide V’et lidt eller opstille i flere V-formationer. V-formationer fungerer godt i kraftig vind, hvor gæssene flyver lavt. Idéen er at fuglene skal lande i spidsen af V’et eller frirummet mellem lokkerne.
Ved U-formation opstilles lokkerne i et lukket U med U’ets korte bue med vindretningen. Meningen er at fuglene skal lande mellem lokkefuglene. Denne formation giver plads til flere jægere.