Mere miljøbevidste gør-det-selv-folk: Hver femte genbruger når de bygger om

Mere miljøbevidste gør-det-selv-folk: Hver femte genbruger når de bygger om

Affald fra bygge- og anlægsbranchen udgør næsten 35 procent af al affald i Danmark. Ved at genbruge materialer i husrenoveringen mindskes CO2-udledningen markant – fagekspert viser hvordan.

Mursten, træværk og gamle skruer. Genbrugsmaterialer hitter som aldrig før, når danskerne kaster sig over gør-det-selv-projekter i hjemmet. En analyse fra Bolius viser, at hver femte har brugt genbrugsmaterialer i renoveringen eller tilbygningen af boligen inden for de seneste to år. Det er særligt træ og stolper, der genbruges, og det er de 25-34-årige gør-det-selv-folk, der oftest tænker genbrug ind i byggeprocessen. 

Den tendens bakkes op hos landets største markedsplads, DBA. På bare to år er antallet af annoncer på brugte fliser og klinker steget med 50 procent, mens annoncer på brugte gulve er steget med 15 procent. 

Vi tror, at flere og flere vil benytte genbrugsmaterialer de kommende år. Genbrug en god måde at spare penge på, men derudover vælger flere og flere også at ty til genbrugsmaterialer, fordi de gerne vil skåne miljøet og tænke bæredygtighed ind i deres bolig, fortæller Sabine Danielle Petersen, der er PR Manager for DBA. 

Der er helt klare miljømæssige fordele ved at genbruge i byggeriet. Ifølge Bolius står byggeriet for 35 procent af al affald i Danmark og udgør 20 procent af Danmarks CO2-udledning. 

Større efterspørgsel på udstyr

Hos Biltema, der blandt andet specialiserer sig i udstyr til byggeri, oplever de også en stigende interesse for genbrug. 

Vi mærker, at efterspørgslen på for eksempel reparationsmørtel og behandling til gammelt træværk er stigende, netop fordi folk skal bruge det til at reparere brugte materialer, fortæller Per Normann, der er hus- og haveekspert i Biltema.  

Skal du i gang med ombygning af huset og gerne vil kaste dig over genbrugsmaterialer, giver Per Normann fire gode råd: 

1. Undgå for fastsatte mål

Når du bruger genbrugsmaterialer, er det ikke sikkert, at de findes i lige præcis de mål, du ønsker. Gør derfor plads til, at målene kan ændre sig – eller find for eksempel vinduerne først, hvis det er de vigtigste elementer, og planlæg ud fra dem.

2. Undersøg materialerne grundigt

Det er ikke alt, du kan genbruge, for der er andre standarder i dag end tidligere, og materialerne kan derfor indeholde stoffer, der er dårlige for indeklimaet. Er du i tvivl, kan du finde hjælp hos Videncenter for Cirkulær Økonomi i Byggeriet. 

3. Tjek vinduernes energieffektivitet

Gamle vinduer kan være i dårligere stand energimæssigt, end bygningsreglementet tillader. Derfor er det vigtigt, at du har styr på energieffektiviteten af de brugte vinduer. På www.bygningsreglementet.dk kan du blive klogere på reglerne. 

4. Få ens farve på murstenene

Det kan være en udfordring at få et ensartet udseende på muren med brugte mursten. Derfor kan en løsning være at vandskurre eller pudse muren – og det kan du sagtens gøre selv ved hjælp af mørtel og pudsebræt.

 

Biltema er en af Nordens største kæder af detailforretninger. Biltemas sortiment udvikles hele tiden, og i dag findes mere end 19.000 produkter inden for kategorierne bil og motorcykel, båd, fritid, hjem, kontor og teknik, byggeri, bilpleje og værktøj. Læs mere på biltema.dk