Danskerne reparerer i stedet for at købe nyt

Danskerne reparerer i stedet for at købe nyt

De sidste måneders stødt stigende energi- og dagligvarepriser kan nu aflæses i danskernes forbrugsvaner. Biltema sælger superlim og malertape som aldrig før. Forbrugerne er nemlig begyndt at reparere ting i stedet for at smide ud og købe nyt.

I stigende grad vil forbrugerne gerne være bæredygtige og nedsætte deres forbrug. Der er ikke længere samme ønske om at smide det gamle ud, så længe det fungerer - den bæredygtige og praktiske eller i nogle tilfælde sparsomlige tilgang går hånd i hånd.

For strømninger ude i verden, som krigen i Ukraine, gør, at de fleste danskere mærker på egen pengepung, at selv hverdagens basisvarer har fået et nøk opad i prisen. Netop det gør, at vi tænker mere over, hvordan vi bruger vores penge og til hvad - samtidig gør de bæredygtige understrømme, at vi i højere grad tager et bevidst valg om at genbruge og reparere eller upcycle dét, vi har, og derfor er mindre tilbøjelige til at kassere det, der stadig duer og kan bruges.

- Der er meget, der taler for, at vi i fremtiden vil se flere reparationer eller et forsøg på at forlænge produkters levetid. På kort sigt, fordi mange danskere er bekymrede for fremtiden; priserne stiger, og der er mange usikkerheder ude i verden, så man tænker sig om en ekstra gang, før man går ud og investerer i nyt, fremhæver Carsten Beck, fremtidsforsker og direktør for Copenhagen Institute for Futures Studies, og fortsætter:

- Men også på den lange bane, hvor der er meget større fokus på at beskytte klimaet og tænke i cirkulær økonomi ved at gentænke produkter og redesigne dem for at forlænge deres levetid.

Forbrugernes nye mindset

Hvor vi danskere under corona-nedlukningen havde masser af tid til gør det selv-projekter, så er det i 2022 stadig et bevidst valg fra forbrugernes side med gør det selv-projekter. Denne gang er fokus især på at reparere og vedligeholde det gamle, vi har - forbrugerne går væk fra brug og smid væk-tankegangen og tænker i stedet i bæredygtige baner og længere levetid.

Netop disse forskellige trends har også sat deres tydelige spor på forbrugsmønstrene hos Biltema-koncernens kunder, hvor man ser danskernes forbrugsvaner spejle sig i de mest købte varer. Her er det blandt andet stærk superlim, malertape og malerrullesæt, danskerne har været ude efter. For mon ikke køkkenstolen lige kan holde til endnu et par middagsmåltider, hvis den lige får en klat lim, som holder sammen på det hele? Og med en ny farve er køkkenskabene da klar til endnu en sæson.


- Forbrugerne har et andet mindset end tidligere, og det afspejler sig også i vores mest solgte produkter. Her kan man se, hvordan det især er produkter, som på den en eller anden måde kan være med til at give nyt liv til ting eller reparere det eksisterende, man har derhjemme, som vinder frem - også under corona så vi, hvordan mere tid derhjemme påvirkede vores kunders forbrugsmønstre, fortæller Marketingchef Jens Stig fra Biltema.