Sådan oplader du dit bilbatteri trin for trin
Hvornår skal et bilbatteri oplades?
Et bilbatteri giver ofte tegn, før det er helt fladt. Oplever du, at bilen starter langsomt, eller at motoren lyder tung, når du drejer nøglen/starter bilen, kan det være et tegn på, at bilbatteriet skal oplades.
Hører du kun en kliklyd, når du forsøger at starte bilen, er batteriet ofte så afladet, at det ikke kan trække starteren rundt. Det samme gælder, hvis bilens lys virker svagere end normalt, eller hvis instrumentpanelet lyser mindre klart.
Har bilen stået stille i længere tid, kan batteriet også miste strøm, og det kan være tid til at oplade bilbatteriet. Det gælder især om vinteren, hvor kulden påvirker batteriets ydeevne. Lave temperaturer gør det sværere for batteriet at levere strøm, og derfor oplever mange problemer i de kolde måneder. Ser du disse tegn, kan en opladning som regel være nok til at få bilen i gang igen.
Hvad skal du bruge for at oplade et bilbatteri
Før du går i gang med at oplade dit bilbatteri, er det en god idé at have det rigtige udstyr klar. Selve processen er ikke særligt kompliceret, men det er vigtigt at gøre det korrekt og sikkert.
Du skal bruge følgende for at oplade et bilbatteri:
- Batterilader: En lader, der passer til dit bilbatteri. De fleste moderne ladere er nemme at bruge og regulerer selv strømmen. Se vores udvalg af batteriladere her.
- Handsker: Ikke et krav, men en god idé for at beskytte hænderne mod snavs og eventuelle gnister. Se vores udvalg af arbejdshandsker her.
- Gode beskyttelsesbriller: Kan give ekstra sikkerhed, hvis du arbejder tæt på batteriet.
- Adgang til strøm: Du skal have en stikkontakt i nærheden, medmindre du bruger en særlig type lader.
- Bilens instruktionsbog: Her kan du tjekke, om der er særlige anbefalinger for netop din bil.
- Tjek batteritypen: Hvis det er et AGM-batteri, skal du sørge for at indstille opladeren til AGM. De kræver en lidt højere spænding (omkring 14,7 V) for at fungere optimalt.
Når du har det hele klar, er du godt forberedt på at gå videre til selve opladningen af bilbatteriet.
Sådan oplader du dit bilbatteri: Trin for trin
Det er som regel ret ligetil at oplade et bilbatteri, hvis du tager det roligt og følger rækkefølgen. Her er en enkel trin-for-trin-guide, du kan bruge derhjemme.
- Sluk bilen helt, før du oplader bilbatteriet: Sørg for, at bilen er slukket, nøglen er taget ud, og alt elektrisk udstyr (lys, radio og så videre) er slukket.
- Find batteriet: Bilbatteriet sidder ofte i motorrummet, men i nogle biler kan det sidde i bagagerummet eller under et dæksel. Åbn og find batteriet, så du kan komme til polerne.
- Tjek polerne (+ og -): På batteriet er der en pluspol (+) og en minuspol (-). De er typisk markeret tydeligt, og ofte er plus også markeret med en rød plastkappe.
- Tilslut klemmerne korrekt: Start altid med plus: Sæt den røde klemme på pluspolen (+). Sæt derefter den sorte klemme på minuspolen (-). Sørg for, at klemmerne sidder godt fast og ikke kan glide af. Det vigtigste er, at du ikke bytter rundt på plus og minus, da det kan give problemer for både batteri og lader.
- Sæt laderen i strøm: Når klemmerne sidder korrekt, kan du sætte batteriladeren i stikkontakten. Det er vigtigt at gøre til sidst, da du på den måde mindsker risikoen for gnister, når du arbejder ved polerne.
- Vælg den rigtige ladeindstilling: Mange ladere vælger selv, men nogle har forskellige indstillinger. Vælg den, der passer til bilbatteri (og gerne “normal” eller “slow charge”, hvis du er i tvivl). Tjek eventuelt bilens instruktionsbog, hvis du vil være helt sikker.
- Vent og hold øje: Lad bilbatteriet oplade, og hold øje med laderen undervejs. Det er normalt, at opladning tager tid, især hvis batteriet er meget afladet. Undgå at lade uden opsyn i længere tid, hvis din lader ikke er automatisk.
- Afmonter i korrekt rækkefølge: Når opladningen er færdig, slukker du først for laderen og tager stikket ud. Derefter fjerner du den sorte klemme fra minus (-) og til sidst den røde klemme fra plus (+).
Når du følger denne rækkefølge, gør du opladningen af bilbatteriet både sikker og overskuelig, og du undgår de mest almindelige fejl undervejs (vi kommer nærmere ind på dem senere i artiklen).
Har din bil et start/stop-system? Hvis du har en nyere bil med BMS, skal du være opmærksom på, at det faktisk er bedre at sætte den sorte minus-klemme på en solid metaldel i bilens chassis i stedet for direkte på batteripolen. Så registrerer bilens styreenhed, at batteriet oplades, og du undgår mærkelige fejlkoder bagefter.
Skal batteriet tages ud, eller kan det oplades i bilen?
I de fleste tilfælde kan et bilbatteri oplades, mens det sidder i bilen. Moderne batteriladere er udviklet til at være skånsomme, og de fleste nyere biler kan sagtens tåle, at batteriet lades op på denne måde.
Har du en ældre bil, kan det dog være en god idé at tjekke, om producenten anbefaler at afmontere batteriet, mens du oplader bilbatteriet. Det samme gælder, hvis bilen har følsom elektronik eller særlige systemer.
Tjek altid bilens instruktionsbog, hvis du er i tvivl. Her burde der stå, hvad der anbefales for netop din model, når du skal oplade bilbatteriet. Du bør overveje at tage batteriet ud, hvis det er meget afladet, hvis der er synlige skader, eller hvis du vil oplade det indendørs. I de fleste almindelige situationer er det dog både nemt og sikkert at lade batteriet blive siddende i bilen, når du skal oplade dit bilbatteri.
Hvor lang tid tager det at oplade et bilbatteri?
Det afhænger af flere faktorer, hvor lang tid det tager at oplade et bilbatteri. Først og fremmest spiller batteriets kapacitet en rolle. Et større bilbatteri tager som regel længere tid at lade op end et mindre. Det har også betydning, hvor afladet batteriet er. Er det kun delvist afladet, kan det være klar igen på få timer. Er det helt fladt, kan opladningen af bilbatteriet tage betydeligt længere tid.
Mange batteriladere har både hurtigladning og almindelig opladning. Hurtigladning kan få bilen i gang på kortere tid, men en langsommere opladning af bilbatteriet er ofte mere skånsom for batteriet. Du bliver nok nødt til at væbne dig med lidt tålmodighed - det vil i hvert fald falde gavne dig i sidste ende. Giver du bilbatteriet tid til at lade helt op, kan det være med til at forlænge levetiden og sikre, at bilen starter, næste gang du drejer nøglen.
Hvornår skal bilbatteriet udskiftes?
Et bilbatteri holder typisk mellem tre og seks år, afhængigt af brug og kørselsmønster. Kører du mange korte ture, eller har bilen stået stille i perioder, kan levetiden være kortere. Har batteriet været helt afladet flere gange, kan det miste noget af sin kapacitet. Det betyder, at det hurtigere løber tør for strøm, selv efter en opladning.
Starter bilen stadig ikke, selvom batteriet er blevet ladet op korrekt, kan det være et tegn på, at det er ved at være slidt op. Det samme gælder, hvis du kan se synlige skader, revner eller utætheder på batteriet. I de tilfælde er det ofte mere fornuftigt at udskifte batteriet frem for at forsøge endnu en opladning. Læs vores guide: “Bilbatteri-guide - Hvilket batteri passer til min bil?”. Så kan du finde det rigtige bilbatteri til bilen. Du kan også altid søge med dit registreringsnummer på vores hjemmeside.
Typiske fejl ved opladning af bilbatterier
Opladning af et bilbatteri er ikke svært, men der er nogle fejl, du bør undgå for at gøre det sikkert og korrekt:
- Ombytning på plus og minus: Sættes klemmerne forkert på, kan det skade både batteri og lader.
- Frakobling i forkert rækkefølge: Sluk altid laderen først, og fjern derefter minus før plus.
- Opladning uden opsyn: Især ældre ladere bør ikke stå tændt i længere tid uden kontrol.
- Opladning et defekt batteri: Er batteriet revnet eller lækker, bør det ikke oplades.
- Du ignorerer advarsler: Lyser der en fejlindikator på laderen, skal du stoppe og tjekke årsagen.
Ved at følge anvisningerne og tage dig tid undgår du de fleste problemer, og du gør opladningen af dit bilbatteri både tryggere og mere effektiv.