Forstørrelse
Når du køber en kikkert, skal du finde ud af, hvilken forstørrelse du har brug for. Forstørrelsen vil være angivet som f.eks. 7 x 50 eller 10 x 25 eller lignende. Tallet inden x’et angiver forstørrelsesgraden. Hvis en kikkert har en forstørrelsesgrad på 7 betyder det altså, at kikkerten vil forstørre objektet 7 gange. Hvis du f.eks. kigger på en fugl, der er 100 meter væk vil den forstørres 7 gange og dermed se ud som om den er 14,3 meter væk (100 divideret med 7).
Formålet med at investere i en kikkert er selvfølgelig at kunne se objekter tættere på, men det er ikke nødvendigvis altid en fordel at kikkerten har den højeste forstørrelsesgrad. Det kan især for nybegyndere være svært at holde kikkerten tilstrækkeligt stille, hvis forstørrelsesgraden er høj. Derfor vil det ofte være en god idé at starte med en kikkert, der har en mindre forstørrelsesgrad, f.eks. omkring 7-8. Det kommer dog også an på, hvad du skal bruge kikkerten til. Jægere er ofte tættere på deres objekt end almindeligt naturinteresserede er. En jæger vil derfor ikke have brug for lige så høj forstørrelsesgrad. Derudover vil nogle jægere også opleve, at det kan være svært at holde kikkerten stille, da pulsen er høj og hænderne ryster. Det er derfor meget individuelt, hvor høj forstørrelsesgraden bør være, og du bør derfor overveje, hvor rolig du er samt, hvor lang afstand du vil kunne se objektet fra.
Objektivdiameter
Du skal ligeledes vælge, hvor stor en objektivdiameter din nye kikkert skal have. Dette er angivet efter x’et som f.eks. 7 x 50, hvor 50 angiver objektivets diameter i millimeter. Dette tal er en angivelse for diameteren af den forreste linse og viser derfor også, hvor meget lys, der slipper ind igennem kikkerten - altså jo større dette tal er, desto bedre fungerer kikkerten ved svag belysning.
Prismer
I dag vil de fleste kikkerter være udstyret med enten BaK4 eller Bk7 prisme. BaK4 prismer er fremstillet af optisk glas og har et høj lystransmission og fordeler lyset ensartet. Bk7 prismer giver 40 % mindre lystransmission sammenlignet med BaK4 prismer. Derfor vil en kikkert med BaK4 prisme ofte give de bedste resultater. En kikkert med Bk7 prisme vil til gengæld også være noget billigere. Det kommer derfor selvfølgelig meget an på, til hvilket formål du skal bruge en kikkert. Det er klart, at bruger du en kikkert professionelt til sejlads, jagt eller lignende, er det vigtigt, at du har det bedst mulige lysindfald og et tydeligt synsfelt med skarpe og kontrastrige billeder. I dette tilfælde bør du vælge en kikkert med BaK4 prisme. Er du derimod mindre afhængig af et skarpt billede og høj lystransmission, vil en kikkert med Bk7 prisme være tilstrækkelig.
Synsfelt
Synsfeltet i en kikkert bliver angivet som antal meter, der kan ses ved 1000 meters afstand. Det betyder altså, at hvis du står 1000 meter fra objektet, vil det angivne antal meter vise bredden af det område, du ser igennem kikkerten. Jo større synsfeltet er, desto nemmere er det for dig at lokalisere objektet. Størrelsen på objektivets diameter i kikkerten hænger ikke nødvendigvis sammen med størrelsen på synsfeltet. Det skyldes at forstørrelsen og synsfeltet sidder i hver sin ende. Synsfeltet sidder i den del af kikkerten, som du sætter mod øjet - dette kaldes okularet.
Nærfokus
En sidste ting, du bør overveje, når du skal vælge kikkert, er nærfokuset. Dette er et udtryk for, hvor tæt du kan komme på objektet uden, at dette bliver uskarpt. Hvis du primært skal bruge din kikkert på længere afstande, betyder denne længde ikke det store for dig. Vil du derimod bruge kikkerten til at nærstudere insekter, sommerfugle etc., bør du vælge en kikkert med kort nærfokus.